< tilbage 14-11-2024 - 10:09

Prisstigninger på fjernvarme i 2025: Hvad betyder det for dig?

Fjernvarmekunder i Brøndby Kommune må forberede sig på en prisstigning fra den 1. januar 2025, hvor fjernvarmeprisen øges med 19,5 pct.

Den enorme stigning skyldes primært, at VEKS, der leverer varme til Brøndby Fjernvarme, har hævet sine priser med 15 pct. Det skyldes stigende biomassepriser og en nedgang i indtægterne fra salg af elektricitet. Desuden har uheld på Avedøreværket og Køge Fjernvarmeværk, som driftes af VEKS, også bidraget til prisstigningen.

Bestyrelsesformand Lars Anker Jensen fra Boligselskabet Tranemosegård, hvor alle beboere er fjernvarmekunder, er bekymret for de økonomiske konsekvenser, som prisstigningen vil få for boligselskabets beboere.

”Det er skidt, at der kommer så markante stigninger,” siger han. ”I en tid, hvor der endelig er ved at komme ro på de senere års inflation, er det stærkt uheldigt, at beboerne igen skal betale og presses på privatøkonomien.”

 

Stigningen i kroner og øre

Den variable fjernvarmepris stiger fra 363,75 kr. til 440,30 kr., mens prisen på cirkulerende vand går fra 3,37 kr. til 4,10 kr. pr. m³. Den faste varmepris stiger også, fra 10,00 kr. til 11,75 kr. pr. m³ opmålt rumfang.

Samlet set betyder det en ekstra udgift på 153 kr. per måned for en standardlejlighed på 75 m². For mange familier kan det være en økonomisk belastning oveni de stigende leveomkostninger de seneste år.

Lars Anker Jensen pointerer videre: ”Fjernvarme er en nødvendig udgift, og når priserne på de helt basale ting som opvarmning stiger, bliver det svært at skabe luft i budgettet. Det ærgrer mig på vegne af vores beboere”.

Brøndby Fjernvarme skal varsle prisstigningerne senest seks uger før, de træder i kraft, og det sker i et brev, der omdeles til alle beboere. Brevet kommer ud i disse uger.

 

Information og dialog med beboerne

Brøndby Fjernvarme understreger, at de har gjort alt for at minimere stigningen, og at fjernvarmepriserne i Brøndby stadig ligger under landsgennemsnittet. Hvis du har spørgsmål eller ønsker at få mere information om prisstigningen, kan du finde det opdaterede takstblad for 2025 på deres hjemmeside.

Brøndby Fjernvarme står også klar til at svare på spørgsmål via mail og telefon. Kontakt Brøndby Fjernvarme her.

<