I Tranemosegård har vi taget et vigtigt skridt ind i fremtiden. Efter et år med undervisning af både frivillige, organisationsbestyrelse og medarbejdere i brugen af kunstig intelligens (AI), har vi oplevet en overvældende interesse og stor nysgerrighed fra hele organisationen. Samtidig har vi set tydelige fordele i hverdagen – nye løsninger, mere effektivt arbejde, bedre flows og ikke mindst en øget forståelse for, hvordan AI kan styrke både fællesskab og samarbejde.
Som en naturlig forlængelse af denne rejse har vi derfor lagt grundstenen til Tranemosegårds egen AI-skole. AI-skolen skal fremover være et samlingspunkt for digital læring, udvikling og videndeling – for ansatte, beboere og frivillige.
Et læringsrum for alle
AI-skolen er ikke et forenklet kursusforløb, men et åbent læringsrum, hvor vi sammen udforsker nye digitale muligheder. Her kan medarbejdere udvikle deres kompetencer, organisationsbestyrelsen kan styrke deres strategiske blik, og frivillige kan få nye værktøjer til at understøtte deres engagement i boligområderne. Via lokale klubber og oplæg, inddrages beboerne i fællesskaber.
Fra eksperimenter til praksis
Vi startede med nysgerrige eksperimenter og simple AI-assistenter – og vi har allerede set, hvordan disse kan gøre en forskel i alt fra administration til drift. Nu tager vi skridtet videre og skaber et struktureret forløb, der gør læringen tilgængelig og inspirerende for alle i Tranemosegård. Vi tester. Vi prøver - fejler, prøver igen – bliver dygtigere sammen.
Politisk opbakning giver styrke
Tranemosegårds AI-skole står ikke alene – vi har den store politiske opbakning i ryggen. Det betyder, at vi kan udvikle os i takt med samfundets ambitioner om digitalisering, effektivisering og grøn omstilling. Denne opbakning giver os både mod og mulighed for at investere i fremtidens AI-rejse.
Fremtidens styrke
Tranemosegårds AI-skole er et udtryk for, at vi som boligorganisation ønsker at være på forkant med udviklingen. Vi tror på, at styrken ligger i kombinationen af mennesker og teknologi – og i, at vi lærer sammen, indefra. Med AI-skolen skaber vi et nyt fælles fundament for fremtidens digitale kompetencer, der vil komme både beboere, ansatte og fællesskabet til gode.